Besøg isfjorden

Der er mange forskellige muligheder for at opleve Verdensarvsområdet Ilulissat Isfjord, enten på egen hånd eller gennem en af Ilulissats turudbydere.

Vandreture 

Om sommeren vælger mange at gå på opdagelse til fods langs isfjorden. Der findes tre afmærkede vandreruter af varierende længde fra en time til heldagsture. Vandrekort over de afmærkede ruter kan downloades nedenfor eller købes i Ilulissat. Erfarne vandrere kan på flerdages ture med telt og kort udforske vildmarken syd og nord for Isfjorden.

For både korte og lange ture gælder at terrænet er relativt kuperet og kan være fugtigt, så beregn god tid og tag fornuftigt fodtøj på. Du kan ikke regne med mobildækning eller med at møde andre mennesker undervejs. Fortæl derfor altid andre, hvor du går hen, og hvornår du forventer at være tilbage. Er du ikke vant til at færdes på egen hånd i fjeldet, anbefaler vi at deltage i en guidet tur. Til længere vandreture anbefales at medbringe Greenland Tourism’s vandrekort i 1:25.000 og 1:100.000 (kan købes i Ilulissat).

Åben vandrekort

Gode råd til vandrende

Sejlads og helikopter 

Sejlads i mundingen af isfjorden er en populær måde at opleve de store isfjelde på. Som regel er det ikke muligt at sejle i selve fjorden på grund af de store ismængder. Skulle det være muligt, tillader lovgivningen dog kun, at erhvervsfiskere og –fangere må sejle ind i selve isfjorden. Krydstogtskibe og andre skibe over 1000 GRT er ikke tilladt i verdensarvsområdet. Det er kun tilladt for turister at sejle som passagerer i P-godkendte fartøjer.
 
Ønsker man at opleve indlandsisen og den enorme bræ Sermeq Kujalleq i bunden af isfjorden, sker det med helikopter fra Ilulissat. Der flyves året rundt, men sjældnere i årets mørkeste måneder. Om vinteren kan indlandsisen desuden nås på en flerdages tur med hundeslæde. 

Vinteraktiviteter 

Der er gode muligheder for hundeslædeture i verdensarvsområdet - fra få timer til deciderede ekspeditioner. Der køres på både fjeld og på havis. Slædesæsonen varer typisk fra oktober til og med april. I samme periode er der en præpareret skiløjpe i området omkring Sermermiutdalen, der frit kan benyttes. Snescootere er ikke tilladt i verdensarvsområdet på grund af lyd- og luftforurening samt risiko for nedslidning af terræn og planter.

Vælg med omtanke 

Den arktiske natur og det arktiske miljø er særlig sårbart. Tænk venligst over dette, når du vælger transportmiddel og i det hele taget færdes i verdensarvsområdet.