Geografi

Grønland

Grønland er verdens største ø. Landet har et areal på over 2.000.000 km2. Dermed er landet større end Frankrig, Tyskland, Spanien, Storbritannien og Italien til sammen. Over 80 procent af Grønland er dækket af et op til 3.000 meter tykt isdække - indlandsisen. Der bor cirka 56.000 mennesker i Grønland. Heraf bor cirka 15.000 i hovedstaden Nuuk, og resten er fordelt på landets 18 byer og 60 bygder. Ingen af landets byer eller bygder er forbundet af veje. Størstedelen af landets befolkning er inuitter. Sproget er grønlandsk.

Verdensarvsområdet Ilulissat Isfjord

Verdensarvsområdet Ilulissat Isfjord ligger på cirka 69 grader nord på Grønlands vestkyst. Mod vest munder isfjorden ud i Diskobugten, og den østlige grænse ligger inde på Grønlands indlandsis. Ilulissat er den nærmeste by (cirka 5.000 indbyggere). Den ligger et par kilometer nord for isfjordens munding. Der er desuden to mindre bygder i området. Ilimanaq, med dens cirka 80 indbyggere, og Oqaatsut med cirka 40 indbyggere.

Afgrænsning

Afgrænsningen af verdensarvsområdet er baseret på vandskellet. Det afgrænser det område, hvorfra vand drænes ned til isfjorden. Mod øst følger områdets grænse indlandsisens ligevægtslinie, hvor isen årligt tilføres lige så meget sne, som der afsmeltes. Denne linje ligger omtrent ved 1200 meter højdekurven. Mod vest afgrænses området af isfjeldsbanken.

  Gletcherfrontens placering fra 1850 og frem til i dag (Figur GEUS).

 Gletcherfrontens placering fra 1850 og frem til i dag (Figur: GEUS).

Fjord, fjeld og is

Verdensarvsområdet er på cirka 4.024 km2 (1545 square miles). Heraf er langt størstedelen dækket af is og under 20 procent er isfrit land, fjorde og søer. Det isfrie land i verdensarvsområdet er præget af store områder med flade engpartier, mange små søer og fjelde med toppe op til 500 meters højde.