Dyr og planter i verdensarvsområdet

Isfjeldene i Ilulissat Isfjord giver et næringsrigt hav i verdensarvsområdet. Det betyder, at der er et dyreliv rigt på fisk, fugle og havpattedyr.

Dyrelivet i den næringsrige fjord 

Store mængder plankton, krebsdyr og fisk bliver tiltrukket af det næringsrige smeltevand fra gletsjerisen i Ilulissat Isfjord. Isfjeldene giver desuden turbulens i vandmasserne, som bringer yderligere næring op fra dybere lag til overfladen.

Hellefisken er den dominerende fiskeart, men blandt andre torsk, lodde og grønlandshaj er også almindelige omkring isfjorden. De mange fisk og skaldyr tiltrækker et rigt fugleliv. Af havpattedyr er flere forskellige arter af både sæler og hvaler almindelige i området.

Pattedyr på land

Der lever kun få arter af landpattedyr ved isfjorden. Dette skyldes blandt andet, at det barske klima kun giver grundlag for en relativt sparsom vegetation, samt at landområdet mellem indlandsisen og kysten er forholdsvist smalt. Polarræven er almindelig i området, mens sneharen er mere sjælden. Rensdyr og moskus findes lokalt i området syd for isfjorden. Isbjørne besøger kun yderst sjældent området.

Plantelivet

Floraen i Verdensarvsområdet Ilulissat Isfjord er mellemarktisk. Den meste udbredte vegetation er fjeldheden, med lyngagtige dværgbuske som dværgbirk, revling og mosebølle. Desuden er omkring 160 arter af blomsterplanter og 200 lav-arter kendt fra området.

Vegetationen i området vokser sjældent til over en halv meters højde. I beskyttede dale med nok fugtighed kan der dog gro pilekrat på op til 1.5 meter. Andre steder er der store områder med stenet og ufrugtbar jord med lidt eller ingen vegetation.

Læs mere om dyr og planter ved Ilulissat Isfjord på GEUS' hjemmeside.